Problemet med ”business as usual”

The problem with normal is it always gets worse – problemmet med normalen er, det altid bliver værre.

”Fashionable fascism dominates the scene
When the ends don't meet it's easier to justify the means
Tenants get the dregs and the landlords get the cream
As the grinding devolution of the democratic dream
Brings us men in gas masks dancing while the shells burst ”

- Bruce Cockburn, The Trouble With Normal, 1983.

I sin sang "The Trouble With Normal" synger Bruce Cockburn om, at de dominerende rammer i samfundet ender blot med at gøre tingene værre. Med andre ord, samfundet er problemet. Ikke for at sige, at vi hver især ikke har et ansvar. Det har vi. Ikke mindst dem du stemmer ind i folkevalgte forsamlinger. Men når vi ser på de mange udfordringer, som de fleste er enige om eksisterer, så graver vi ikke dybt nok, rettidigt nok. Og så er der dem der gør det med vilje, for at sikre, at bestemte grupper i samfundet skummer fløden. Jeg kan nævne i fling: velfærd (og det er stort set alt der direkte påvirker borgernes opfattelse af god offentlig service – ældrepleje, daginstitutioner, sygehuse, psykiatrien, socialpsykiatrien, osv.); uddannelse, transport (gods- og persontransport), miljø og natur – og ikke mindst klima. Det er som om vi hopper fra krise til krise.

Jeg har i dag valgt at kalde det PFOS-fænomenet (miljøskandaler, der bliver ved med at poppe op). Man kunne også kalde det trængsel-fænomenet på vejene (som koster samfundet enorme summer i nye vejbaner, for ikke at tale om tragiske uheld). Eller vækst-ræset. Eller ligelønsmyten. Hvornår graver vi dybt nok, arbejder seriøst nok, til at sikre gode forhold for vores børn, ældre og syge? Reducere trængsel på vejene? Opdager miljøproblemer før de sker? Sikre gode løn- og arbejdsforhold, og uddannede nok, til at sikre rolige og kærlige forhold på vores institutioner?

Tager vi miljøskandalen PFOS/PFAS om de fluorerede stoffer i produkter, ikke mindst i brandslukningsmidler, så ærgrer det mig, at jeg ikke selv kunne have været med til at opdage og udfordre problemet i 1990’erne. På det tidspunkt havde Vejle Amt (hvor jeg arbejdede) tilsyn med kommunale og tvær-kommunale aktiviteter, bl.a. i sjældne tilfælde, brandøvelsespladser. Når jeg tænker tilbage, så var det ikke indholdet i brandslukningsmidler, som var vores fokus ved de få miljøtilsyn vi udførte. Der var nemlig ikke særlige krav til den slags miljøtilsyn dengang, og ikke krav om miljøgodkendelser til øvelsespladser. Det er der heller ikke i dag. Der var fokus på de stoffer der blev brændt af, f.eks. spildolie og flydende kemikalieaffald, f.eks. opløsningsmiddelrester fra industrien. Det er klart, at brandfolk har brug for at øve sig på alt muligt de kan komme ud for i virkeligheden. Og det skal kunne ske under ordnede forhold, uden at det medfører jordforurening. Men hvorfor så vi ikke på indholdet i de midler, der blev brugt til at bekæmpe brand? At de kunne blive til en potentiel miljøbombe? Hvad var den grundlæggende årsag til det?

Mit svar er, uden at kende til de nærmere omstændigheder omkring godkendelse af produkter fra statens side, at miljøtilsyn dengang (og nu) havde fokus på hvad der var lovpligtige. Det vil sige, fokus på det juridiske. Det havde været en mulighed, at få de forskellige brandvæsener ind i Green Network – et frivilligt offentlig-privat industrinetværk startet i midt 90’erne. Hvor man kunne have kortlagt miljøpåvirkninger nærmere, fra de produkter man havde i anvendelse. Men egentlig ligger udfordringen i de nationale og internationale godkendelser af produkter. Det at opdager problemer på regionalt og lokalt niveau langt efter produktgodkendelser – og anvendelsen – er sket, det er det modsatte af rettidig omhu. Men alligevel, så kunne man måske have skredet ind langt tidligere end nu.

En grundlæggende udfordring, som jeg ser det, med mange af de ovennævnte problemstillinger er, at der ikke afsættes ressourcer nok til at gennemskue grundlæggende årsager og løsninger. Samfundet kører, så at sige, for stærkt til, at vi kan undgå kriser. Udviklingen af nye kemikalier inden for industrien er måske en fin symbol for, at vi - samfundet, ikke kan følge med. Men som ved så mange vækst-relaterede udfordringer – er det væksten selv der er med til at skabe problemerne – hurtigere end den kan skabe løsningerne. Og naturligvis der økonomiske magt-interesser, som tjener på disse omstændigheder. Som med klima-krisen, er en væsentlig del af løsningen, at vi sætter tempoet ned. Forbruger mindre. Forbruger klogere. Og producere meget klogere og helhedsorienteret - men en endnu højere grad af moral og miljømæssig indsigt fra producenternes side.