Fokus på borgerinddragelse - Velfærd, landdistrikter og bydele

I mit tidligere indlæg om borgerinddragelse i planprocesser gav jeg udviklingen af området ved Vejle Lystbådehavnen som eksempel på hvordan man kunne bruge et såkaldte fremtidsværksted til at åbne op for de lokale borgeres visioner for en ny bydel.

Der findes også andre eksempler på hvordan borgerne i en kommune kan inddrages i udviklingen af kommunens politik.

Voksenservice og borgerinddragelse
Udvalgsformand for voksenudvalget i Vejle Kommune Kit Kielstrup (V) gør bl.a. opmærksom på udviklingen af Vejle Kommunes politik for handicapområdet, psykiatri og socialområdet. Ifølge Kit Kielstrup var processen der blev gennemført i 2008 af Voksenservice meget inddragende og hun vover den påstand, at alle grupper der blev inddraget vil kunne genfinde fingeraftryk i de vedtagne planer. Kit henviser til planerne på følgende link:
http://www.vejle.dk/Politik-og-Dialog/Planer-og-politikker/Velfaerdsomraadet.aspx

Den daværende socialminister skulle have kaldt processen  for Danmarkshistoriens største borgerinddragelsesproces. Sådan en overskrift burde give anledning til at se nærmere på hvordan det blev gennemført.

Der blev afholdt 4 store seancer, hvor repræsentanter fra berørte områder blev inviteret med. Bidrag herfra blev udmøntet i 3 planer - en handicap - en psykiatri og en socialplan (2008 - 2013). Det lyder meget som de politikudviklingsworkshops der finder sted i politiske partier. 

Ifølge Kit Kielstrup, en fuldstændig fantastisk proces med en masse engagerede mennesker, der kom til orde og blev hørt, og en i øvrigt meget lærerig proces, hvor hun som politiker lærte utrolig meget, ikke mindst på det menneskelige plan.

 

Der er ifølge Kit Kielstrup plads til forbedringer efter en lignende model. Hvis embedsmænd og politikerne vil, så kan det lade sig gøre at gennemføre borgerinddragelsesprocesser, hvor borgerne reelt set får indflydelse på den fremtidige politik og handleplaner.

Uddrag af Social og Psykiatri - politik for borgerinddragelse (citater fra temamøde):
(se ovenstående link)

„Sindslidende er dem, der kender deres liv og sygdom bedst, derfor er det et aktiv at inddrage disse".

„Jo mere borgerinddragelse jo mere ansvar for eget liv.".

„Vi vil reel borgerinddragelse. Vi vil have brugerråd, vi vil have indflydelse. Det får man ikke før man får et talerør".

„Troen på at man har indflydelse er meget vigtig".

ABCD modellen og landdistrikter/bydele
Inden for kommunalplanlægning og udvikling af landdistrikter og bydele arbejdes der med flere modeller for borgerinddragelse. Vi kender de store borgermøder i forbindelse med nye planer. Og jeg erindrer borgermøder med mindre workshopmøder per bydel som har været anvendt indimellem i Vejle Kommune inden for de seneste 20 år. Se Bredballe Strand eksemplet her: http://www.lokalsamfund.vejle.dk/Kommunale-projekter/Bredballe-Strand-under-udvikling.aspx Der er gode erfaringer med at workshop/fremtidsværksted metoder er gode til at få ideer frem. Det skyldes ikke mindst opdeling af diskussioner/dialog i mindre grupper så de fleste føler sig mere tryg og villig til at komme med indput. Inden for organisationsteori (Google Belbin og teams f.eks.) ved man at grupper på mere end 6 - 8 mennesker udvikler en gruppedynamik som bevidst eller ubevidst undertrykker lysten til at sige noget. Der opstår uformel gruppeledelse og ofte dominans af de mere "fremtrædende" gruppemedlemmer i grupper der er alt for store. Derfor er mindre workshopgrupper ideelt hvis man vil brainstorme inden for politikudvikling, visioner for en bydel eller lignende.

Jeg ved at Vejle Kommune har arbejdet med en model som hedder ABCD - som handler om borgerinddragelse med fokus på en positiv, fremadrettet tilgang til udviklingen, i stedet med for megen fokus på "problemer". Der kan læses mere her om metoden, som har udgangspunkt i den anerkendende tilgang. http://www.lokalsamfund.vejle.dk/Projekter/Vejle-modellen-for-ABCD/ABCD--Introduktion.aspx

Her er hovedsiden: http://www.lokalsamfund.vejle.dk/Projekter/Vejle-modellen-for-ABCD.aspx  Mon ikke det er værd at læse hvis man er interesseret i borgerinddragelsesmetoder. Det tror jeg. Ikke alle links virker, sådan går det når en organisation forsøger at vedligeholde en kæmpe informationskilde. Men interessant er det.

Sociale medier
Hvis jeg får tid vil jeg forsøger at vende tilbage med noget om sociale medier og borgerinddragelse. Men jeg kan se at både borgergrupper og myndigheder arbejder med debat og dialog via bl.a. facebook. Jeg tror der er en god fremtid i dette. Det vigtige er at vi indgår i dialog og debat med respekt for hinanden og dermed med en god tone på de sociale medier. Det er ikke altid muligt, det ved jeg, hvis der er tale om debat  om emner med konflikt i. Men det skal forsøges !















 

Kampen for sundhedsforebyggelse i kommunerne

I et indlæg i Vejle Amts Folkeblad den 23. august slår Kai Bayer og Kristian Grønbæk Andersen fra Radikal Venstre til lyd for en mere intensiv indsats for forebyggelse af livsstilssygdomme. De bruger motionsguruen Chris MacDonald, som eksempel på hvor indlysende løsningerne er. Men de indser, at en grundlæggende årsag til at det offentlige system ikke tager hånd om udfordringerne er, at vi har et sygehusvæsen, men ikke en effektiv sundhedsvæsen.

Jeg er på sin vis enig (selvom jeg mener vi skal erkende at mange lever meget længere med god livskvalitet end for 100 år siden !). I mange, mange årtier har sundhedsaktivister af forskellige art rundt om hele verdenen forsøgt at ændre grundlæggende på den måde de offentlige (og private) "sundhedsinstitutioner" ser på sundhed, så vi gradvist kunne komme væk fra bl.a. en overmedicineret samfund. Mange har talt om at samfundet i sig selv var syg og trængte til at blive helbredt for den sygelig måde sundhed og forebyggelse negligeres.

De radikales tanker om en slags "sundhedshjælper" der hjælper borgerne (jeg tror de mener de borgere der gerne vil hjælpes) med at opstille mål for deres sundhedstilstand - er set før. Nogle steder har man forsøgt med helhedsorienterede sundhedsklinikker, hvor læger deler kontorer med sundhedsplejerske, psykologer, kiropraktorer, fysioterapeuter, næringsspecialister, stressbehandlere, mm. Så tanken om en sundhedshjælper og livsstilskurser, o.l. synes jeg er oplagt og er meget i tråd med det man tilstræber i det Sundby netværk som mange danske kommuner er medlem af. Se http://sund-by-net.dk . Historisk set er der dog afsat kun lidt til forebyggelsestiltag af denne art, mens hele helbredelsesindustrien er klart omkostningstung.

Hvis vi ser på de 1,5 mia. kr. ekstra regeringen lige har afsat til sundhedsområdet i finanslovsforslaget, hvor meget har til formål at forebygge livstilssygdomme ?  Se Finansministeriets overheads her: http://www.fm.dk/nyheder/pressemeddelelser/2013/08/forslag-til-finanslov-danmark-i-vaekst-og-balance/~/media/Files/Nyheder/Pressemeddelelser/2013/08/FFL14/Vækst%20og%20balance_finanslovforslaget%202014.pdf .  Her er tale om en markant investering i forebyggelse (ca. 300.000 kr. kan jeg gætte mig til på ministeriets overheads) men det er trods alt mest inden for sygehusvæsenet, at der investeres , ca. 1 mia. af de 1,5 mia. ekstra.

Hvad skal de 300.000 kr. ekstra så bruges på?  I afsnit 2.4 på side 27 i finanslovspublikationen Vækst og Balance kan man se, at der afsættes disse 300.000 kr. til sundhedsindsatsen i kommunerne, dog ikke kun til forebyggelse af livsstilssygdomme: "Midlerne skal blandt andet anvendes med fokus på den patientrettede forebyggelse samt i forhold til patienter, der typisk har behandlingsforløb på tværs af sektorgrænser. Herudover har regeringen med det sundhedspolitiske udspil afsat 20 mio. kr. til projektet Patientsikker Kommune, ligesom en stor del af udspillets samlede prioritering af 600 mio. kr. til sundhedsinitiativer i 2014-17 vil være fokuseret på en styrket kommunal indsats"

Set over de kommende 3 - 4 år er der altså under 1 mia. kroner til styrkelse af den kommunale forebyggende indsats, men ikke ligefrem øremærket forebyggelse af livsstilssygdomme.

Min egen holdning til dette er - helbredelse, genoptræning og hele det sygehus/lægelig system er enormt vigtigt. Det kommer vi ikke udenom. Kommunerne og de politiske ledere i kommunerne er derfor selv nødt til at sætte ekstra fokus - også selvom der ikke kommer særligt hjælp fra regeringen. Familielægen, i samarbejde med andre "forebyggende" behandlere kan arbejde sammen om at sætte mere fokus på forebyggelse. Et muligt tiltag kunne være nedsættelse af et "forebyggelsesråd" bl.a. med fagfolk, som kunne hjælpe kommunen med prioritering og formidling af samarbejde i lokalsamfundet om forebyggelse.

Et eksempel på noget man kunne gøre i forhold til en voksende folkesygdom - stress - er at få gang i decentral, kommunale tilbud til mennesker der ikke er syg endnu - men som er godt på vej til alvorlige stress-symptomer. Som det er i dag skal man enten til en privat psykolog, betale store summer for en kvalificeret mindfulness kursus eller rejse til Odense eller Esbjerg for at tale med en offentlig ansat psykolog i regionens arbejdsmedicinske klinikker (altså hvis man vil klare udfordringen uden om sin arbejdsplads). Med nytænkning og mere decentrale tilgang til stress forebyggelse kunne man i et samarbejde med kommunerne få gang i selvhjælpsgrupper, psykolog samtaler, mindfulness tilbud, "ordineret" fitness i stil med de radikales forslag og lignende.

Finanslovspublikationen Vækst og Balance:
http://www.fm.dk/publikationer/2013/vaekst-og-balance-finanslovforslaget-2014/~/media/Publikationer/Imported/2013/Vækst%20og%20balance%20ffl14/vækst%20og%20balance_finanslovforslaget%202014_web_pdfa.pdf

Magt - kommunal planlægning, borgerinddragelse og borgerkompetencer

Hvordan kan jeg som borger involverer mig i en politisk beslutningsproces? Eller med andre ord, hvordan kan jeg som borger få indflydelse i det byrådet eller det kommunale embedsværk foretage sig? Og hvorfor skulle jeg i alverden bruge tid på det? Er det ikke nemmere at lade være?

Det sidste spørgsmål har jeg tit stillet mig selv. Det gør de fleste der er politisk aktiv tror jeg, på et eller andet tidspunkt. Det tager tid, i nogle perioder rigtig megen tid, at engagere sig i de beslutningsprocesser der påvirker borgerne i lokalområder, i kommune, i regionen, i landet, i Europa og i verdenen. Og det kan være svært at gennemskue processer og opnå viden når man ikke selv er involveret som enten folkevalgt eller embedsmand.

Med nedenstående forsøger jeg at belyser nogle pointer, der kan bruges til forståelse af kommunale beslutningsprocesser. Dette blogindlæg vil jeg stille op som spørgsmål og svar. Det er tilfældigt valgte spørgsmål som jeg nok har stillet mig selv gennem de 20 år jeg har været medlem af den lokale politiske forening der hedder SF Vejle. Svarene er et bud, baseret på min erfaring som offentlig embedsmand, som tidligere formand for SF Vejle, som medforfatter til konstitueringsaftalen for Vejle byråd i Nov. 2001 og som foreningsaktiv og aktivist gennem næsten 40 år.

1) Hvem bestemmer i en kommune?

Godt spørgsmål. Hvis det er den kommunale administration/budget vi taler om er det for mig ret enkelt – det er en blanding af den politiske og administrative ledelse der bestemmer. Det betyder, at borgerne indirekte har væsentlig indflydelse, da de kan sætter deres stemme hver fjerde år efter bedste overbevisning og dermed have afgørende indflydelse på hvem der kommer til at sidde som borgmester, udvalgsformænd og medlemmer af det indflydelsesrige økonomiudvalg.

Borgmesterposten er den absolut mest magtfulde post. Der er dog væsentlige begrænsninger på denne magt. Bl.a. er en stor del af økonomien afgrænset af de indtægtsmæssige rammer som regeringen aftaler med kommunernes landsforening (KL), herunder rammer for beskatning. Og desuden de mange lovbestemte opgaver, som udgør hovedparten af kommunens udgifter. Reelt kan der i nogle år være tale om ganske få millioner kroner der forhandles om ved budgetforhandlinger (som foregår hvert sensommer/efterår). 

Borgmesteren og byrådets flertal kan dog udstikke nogle linjer i den kommunale politik og i de kommunale investeringer, som kan række langt ind i fremtiden og påvirke den kommunale økonomi langt efter at beslutninger er truffet. Et godt eksempel er de nuværende driftsomkostninger af Spinderihallerne, et projekt der blev besluttet under SF borgmester Flemming Christensen i gamle Vejle Kommune. Et aktuelt projekt, som formentlig blev forhandlet/accepteret af en mindre kreds omkring borgmester Arne Sigtenbjerggaard, er igangsætningen af planlægningen af posthusgrunden, hvor kommunen har lovet at arbejde for en ny vejføring, som kommer til at koste kommunen store summer.

Projektmagere har magt og indflydelse

En forhandling med en projektmager/entreprenør kan ske i en mindre kreds borgmesteren indkalder. Her er der tale om væsentlig indflydelse, hvor de grundlæggende rammer for en kommende plan er nærmest aftalt før byrådet har fået en orientering og før planlægning går i gang. Det handler ofte om at slå til når der bydes op til dans, ikke mindst i perioder med økonomisk nedgang eller stilstand. Et godt eksempel er Tulip-grunden, hvor højhuset Den Hvide Facet ligger i dag. Her havde borgmesteren, kommunens ledelse og KPC-byg indgået en købsaftale langt før planprocessen gik i gang og borgerne fik en grundig orientering. Det er altså en meget naturlig fremgangsmåde. Skulle man vende fremgangsmåden om, og orientere borgerne først, vil en del af aftalerne nok gå i vasken – det vil i hvert fald være bekymringen. Der er økonomiske interesser involveret – både for kommunen og for projektmageren. Bl.a. kunne man risikere at konkurrenter kom med et hurtigere, bedre tilbud til en kommune, hvis indholdet i forhandlinger var offentlig kendt. Godt for kommunen - men værst, hvis en anden kommune tilbød en god handel om samme projekt. 

2) Har borgerne reel indflydelse?

Man hører tit at borgerne reagerer i en sag, f.eks. en lokalplansag, og siger at de ikke har haft reel indflydelse. At man ikke bliver hørt. Men spørgsmålet skjuler synes jeg nogle andre, mere grundlæggende spørgsmål – f.eks. ”Hvorfor forstår borgerne ikke beslutningsprocesserne?” Her er forhåbentligt en del af svaret: Borgerne kommer ofte for sent og har overset tidligere mere grundlæggende beslutninger. Lad os f.eks. se på vindmøller. Når der vedtages en vindmølleplan i nogle kommuner er der nogle der er op på mærkerne med det samme, mens der i andre kommuner er stille – indtil det mere konkrete projekt er kendt. Her er det vigtig at præcisere – hvis du ikke vil have et projekt tæt på dig – så er det under den første beslutningsproces det bedst kan betale sig at bruge din energi. Altså en kommuneplanproces eller temaplan – som udstikker de overordnede rammer for et område. At protestere over noget som byrådet allerede fire eller otte år tidligere har besluttet de overordnede rammer for virker ligefrem tåbelig for nogle politikere (jeg er ikke enig skal jeg sige). Jeg har hørt politikere vifte borgere til side med bemærkninger som – ”jamen I skulle have sagt noget for otte år siden, det har jo været med i kommuneplanen som ramme i alle disse år og vi har arbejdet for det som de ansvarlige politikere vi er”. Et godt eksempel på dette er borgmestervejen, den motortrafikvej der engang var planlagt bygget fra Vinding/E45 til Ødsted og som skabte en del debat i slut 90'erne og i 00'erne. (Vejen er fortsat fastholdt som politisk ønske – se side 416 i det såkaldte ”hovedstruktur” forslaget til kommuneplan 2013).

En anden grund til at borgerne vil opleve at de ikke blive hørt er, at de grundlæggende projektrammer (f.eks. på en privatejet grund med 100% privatfinansiering) er aftalt på forhånd og udgør selve projektansøgningen. Borgerne bliver formelt hørt, men medmindre de kommer med grundlæggende juridiske hindringer, bliver projektet som regel gennemført som ansøgeren ønsker det. Ændringer til projekter kan også ske med baggrund i andre ting – f.eks. kommunens arkitekturpolitik eller planlæggernes fornemmelse for god byplanlægning, hvor ansøgeren overbevises om en bedre udformning af projektet. Her kan man være heldig som borger eller borgergruppe, at påvirke både kommune og projektmager, hvis man kommer med gennemarbejdet kvalitetsforbedringer, som gavner byudviklingen. Man skal i hvert fald ikke opgive på forhånd.

3) Hvad er forskellen mellem offentlig og privat ejerskab af jorden i plansager?

Nogle gange tror borgere at de kan få indflydelse på indholdet i kommunens planer, også når kommunen blot håndterer en ansøgning om en privatinvestering. Men det er langt fra tilfældet at borgere kan få indflydelse på indholdet i planer som primært handler om private entreprenørers ideer til hvordan de kan tjene på nye investeringer. Et ret stort antal af kommunale planer/lokalplaner handler om at fremme private entreprenørers og grundejeres interesser. Mange gange, hvis ikke næsten altid, hænger disse interesser godt sammen med kommunens generelle interesse i at skabe arbejdspladser, spændende boliger, attraktive detailhandel, andre handelsmuligheder og flot arkitektur.

Borgerne har mere reel indflydelse i planer der handler om kommunalt ejede grunde og de planer kommunen selv har for disse områder. Et godt eksempel på reel borgerinddragelse i plansager er fremtidsværkstedet for området ved Skyttehusbugten tidligt i 00'erne (der hvor Bølgen og lystbådehavnen ligger). Her var et eksempel på et projekt hvor kommunen havde store interesse i at få forankret planen hos borgerne. Der var også tale om et område med meget forskelligartede interesser – Østerbo, Rødkilde Gymnasium, forskellige søsportsklubber og erhvervsinteresser.

4) Hvordan fordeles den politiske magt?

Den politiske magt udfolder sig på forskellige plan. For at opnå kommunalpolitisk magt skal man i Danmark som regel først opnå indflydelse i en lokal partiforening, derefter blive spidskandidat/kandidat eller på anden vis gør sig indflydelsesrig inden for den ledende del af partiforeningen. Dernæst skal man opnå stor tilslutning ved stemmeboksene ved kommunalvalget. Er man spidskandidat og kan man erobre både for sig selv men også for partiet eller den opstillede liste et stort antal personlige stemmer og mange mandater (byrådsmedlemmer) – så har man mulighed for at erobre borgmesterposten, og det vil sige den meste magtfulde post i kommunalpolitik. Alternativt en indflydelsesrig udvalgsformandspost.

Men først er der nogle forhindringer der skal klares. Valgnatten skal man kunne tælle til et flertal af byrådsmedlemmer der støtter dine borgmesterdrømme. Hvis det kan opnås kan man begynde at forhandle som forhandlingslederen. Det ligner meget dronningerunden når en regering går af og en ny skal dannes. I kommunen er der bare ingen dronning at gå til. Der er bare nogle politiske ledere der kigger hinanden dybt i øjnene og forsøger at gennemskue hvordan de hver især kan opnå mest indflydelse... og, man skal ikke se bort fra det, også nogle gode personlige indtægter. (For nogle er det meget interessant at have en indtægt fra det politiske arbejde, for andre blot en naturlig sidegevinst, der er ingen homogen politisk holdning til hvad en indtægt betyder. For en levebrødspolitikere, som er afhængig af indtægten, er den meget afgørende – det kender man dog især fra folketinget).

 

Konstituering

Når der først er fundet en naturlig ”vinder” af valget kan forhandlinger om udvalgsposter gå i gang. Dette munder ud i en såkaldt konstitueringsaftale. En sådan aftale skal foreligge i henhold til den lov der styrer hvordan man styrer kommuner (styrelsesloven). Det er i denne aftale, at de politiske ledere skriver under på nogle grundlæggende aftaler om styringen af kommunalbestyrelsen de kommende fire år, herunder hvem der får hvilke udvalgsformandsposter. Man kan sige at det er denne aftale som fordeler den grundlæggende politiske magt. Dog er det klart, at de partier der har skabt grundlægget for kontitueringsaftalen er dem der har flertallet i økonomiudvalget, byrådet og de fleste udvalg. Magten kan fordeles enten snæver eller bred. Ved en snæver fordeling tager flertallet alle udvalgsformandsposter. Ved en bred fordeling får alle eller næsten alle partier mulighed for at få formands og/eller næstformandsposter, typiske fordelt efter den fordelingsnøgle der anvendes ved fordeling af byrådsmandater ud fra partiernes stemmetal ved valget – den såkaldte d'Hondt metode. Se denne fremragende og underholdende BBC forklaring på denne matematisk fordelingmetode: http://www.youtube.com/watch?v=6CU3F3ToIIg

Af flere grunde kan flertalsgruppen efter valget vælge at udelukke et større eller mindre parti fra magt. Det skete f.eks. for SF i forbindelse med det første valg til kommunalbestyrelsen i den nye Vejle Kommune i 2005. Venstre og socialdemokratiet valgte at lave en konstituering uden SF, på trods af at SF blev det andet største parti i byrådet, med 8 mandater. Ligeledes har andre partier også oplevet at blive udelukket fra at få formandsposter gennem årene. Bl.a. socialdemokraterne i 90'erne og V og K i perioden 2001-2005.