Hvordan kan jeg som borger involverer mig i en politisk beslutningsproces? Eller med andre ord, hvordan kan jeg som borger få indflydelse i det byrådet eller det kommunale embedsværk foretage sig? Og hvorfor skulle jeg i alverden bruge tid på det? Er det ikke nemmere at lade være?
Det sidste spørgsmål
har jeg tit stillet mig selv. Det gør de fleste der er politisk
aktiv tror jeg, på et eller andet tidspunkt. Det tager tid, i nogle
perioder rigtig megen tid, at engagere sig i de beslutningsprocesser
der påvirker borgerne i lokalområder, i kommune, i regionen, i
landet, i Europa og i verdenen. Og det kan være svært at gennemskue processer og opnå viden når man ikke selv er involveret som enten folkevalgt eller embedsmand.
Med nedenstående forsøger
jeg at belyser nogle pointer, der kan bruges til forståelse af kommunale
beslutningsprocesser. Dette blogindlæg vil jeg stille op som
spørgsmål og svar. Det er tilfældigt valgte spørgsmål som jeg
nok har stillet mig selv gennem de 20 år jeg har været medlem af
den lokale politiske forening der hedder SF Vejle. Svarene er et bud, baseret på min erfaring som offentlig embedsmand, som
tidligere formand for SF Vejle, som medforfatter til
konstitueringsaftalen for Vejle byråd i Nov. 2001 og som
foreningsaktiv og aktivist gennem næsten 40 år.
1) Hvem bestemmer i en
kommune?
Godt spørgsmål. Hvis det
er den kommunale administration/budget vi taler om er det for mig ret
enkelt – det er en blanding af den politiske og administrative
ledelse der bestemmer. Det betyder, at borgerne indirekte har
væsentlig indflydelse, da de kan sætter deres stemme hver fjerde år
efter bedste overbevisning og dermed have afgørende indflydelse på
hvem der kommer til at sidde som borgmester, udvalgsformænd og
medlemmer af det indflydelsesrige økonomiudvalg.
Borgmesterposten er den
absolut mest magtfulde post. Der er dog væsentlige begrænsninger på
denne magt. Bl.a. er en stor del af økonomien afgrænset af de
indtægtsmæssige rammer som regeringen aftaler med kommunernes
landsforening (KL), herunder rammer for beskatning. Og desuden de mange lovbestemte opgaver, som udgør hovedparten af kommunens udgifter. Reelt kan der i nogle år være tale om ganske få
millioner kroner der forhandles om ved budgetforhandlinger (som
foregår hvert sensommer/efterår).
Borgmesteren og byrådets flertal kan dog udstikke nogle linjer i den kommunale politik og i de kommunale investeringer, som kan række langt ind i fremtiden og påvirke den kommunale økonomi langt efter at beslutninger er truffet. Et godt eksempel er de nuværende driftsomkostninger af Spinderihallerne, et projekt der blev besluttet under SF borgmester Flemming Christensen i gamle Vejle Kommune. Et aktuelt projekt, som formentlig blev forhandlet/accepteret af en mindre kreds omkring borgmester Arne Sigtenbjerggaard, er igangsætningen af planlægningen af posthusgrunden, hvor kommunen har lovet at arbejde for en ny vejføring, som kommer til at koste kommunen store summer.
Projektmagere har magt og indflydelse
En forhandling med en
projektmager/entreprenør kan ske i en mindre kreds borgmesteren
indkalder. Her er der tale om væsentlig indflydelse, hvor de
grundlæggende rammer for en kommende plan er nærmest aftalt før
byrådet har fået en orientering og før planlægning går i gang.
Det handler ofte om at slå til når der bydes op til dans,
ikke mindst i perioder med økonomisk nedgang eller stilstand. Et
godt eksempel er Tulip-grunden, hvor højhuset Den Hvide Facet ligger
i dag. Her havde borgmesteren, kommunens ledelse og KPC-byg indgået
en købsaftale langt før planprocessen gik i gang og borgerne fik en
grundig orientering. Det er altså en meget naturlig fremgangsmåde.
Skulle man vende fremgangsmåden om, og orientere borgerne først, vil
en del af aftalerne nok gå i vasken – det vil i hvert fald være
bekymringen. Der er økonomiske interesser involveret – både for
kommunen og for projektmageren. Bl.a. kunne man risikere at
konkurrenter kom med et hurtigere, bedre tilbud til en kommune, hvis
indholdet i forhandlinger var offentlig kendt. Godt for kommunen - men værst, hvis en anden kommune tilbød en god handel om samme projekt.
2) Har borgerne reel
indflydelse?
Man hører tit at borgerne
reagerer i en sag, f.eks. en lokalplansag, og siger at de ikke har haft reel
indflydelse. At man ikke bliver hørt. Men spørgsmålet skjuler
synes jeg nogle andre, mere grundlæggende spørgsmål – f.eks.
”Hvorfor forstår borgerne ikke beslutningsprocesserne?” Her er
forhåbentligt en del af svaret: Borgerne kommer ofte for sent og har
overset tidligere mere grundlæggende beslutninger. Lad os f.eks. se
på vindmøller. Når der vedtages en vindmølleplan i nogle kommuner
er der nogle der er op på mærkerne med det samme, mens der i andre
kommuner er stille – indtil det mere konkrete projekt er kendt.
Her er det vigtig at præcisere – hvis du ikke vil have et projekt
tæt på dig – så er det under den første beslutningsproces det
bedst kan betale sig at bruge din energi. Altså en kommuneplanproces
eller temaplan – som udstikker de overordnede rammer for et
område. At protestere over noget som
byrådet allerede fire eller otte år tidligere har besluttet de
overordnede rammer for virker ligefrem tåbelig for nogle politikere
(jeg er ikke enig skal jeg sige). Jeg har hørt politikere vifte
borgere til side med bemærkninger som – ”jamen I skulle have
sagt noget for otte år siden, det har jo været med i kommuneplanen
som ramme i alle disse år og vi har arbejdet for det som de
ansvarlige politikere vi er”. Et godt eksempel på dette er
borgmestervejen, den motortrafikvej der engang var planlagt bygget
fra Vinding/E45 til Ødsted og som skabte en del debat i slut 90'erne
og i 00'erne. (Vejen er fortsat fastholdt som politisk ønske
– se side 416 i det
såkaldte ”hovedstruktur” forslaget til kommuneplan 2013).
En
anden grund til at borgerne vil opleve at de ikke blive hørt er, at
de grundlæggende projektrammer (f.eks. på en privatejet grund med
100% privatfinansiering) er aftalt på forhånd og udgør selve
projektansøgningen. Borgerne bliver formelt hørt, men medmindre de
kommer med grundlæggende juridiske hindringer, bliver projektet som
regel gennemført som ansøgeren ønsker det. Ændringer til
projekter kan også ske med baggrund i andre ting – f.eks.
kommunens arkitekturpolitik eller planlæggernes fornemmelse for god
byplanlægning, hvor ansøgeren overbevises om en bedre udformning af
projektet. Her kan man være heldig som borger eller borgergruppe, at påvirke både kommune og projektmager, hvis man kommer med gennemarbejdet kvalitetsforbedringer, som gavner byudviklingen. Man skal i hvert fald ikke opgive på forhånd.
3)
Hvad er forskellen mellem offentlig og privat ejerskab af jorden i
plansager?
Nogle
gange tror borgere at de kan få indflydelse på indholdet i
kommunens planer, også når kommunen blot håndterer en ansøgning
om en privatinvestering. Men det er langt fra tilfældet at borgere
kan få indflydelse på indholdet i planer som primært handler om
private entreprenørers ideer til hvordan de kan tjene på nye
investeringer. Et ret stort antal af kommunale planer/lokalplaner
handler om at fremme private entreprenørers og grundejeres
interesser. Mange gange, hvis ikke næsten altid, hænger disse
interesser godt sammen med kommunens generelle interesse i at skabe
arbejdspladser, spændende boliger, attraktive detailhandel, andre
handelsmuligheder og flot arkitektur.
Borgerne
har mere reel indflydelse i planer der handler om kommunalt ejede
grunde og de planer kommunen selv har for disse områder. Et godt
eksempel på reel borgerinddragelse i plansager er fremtidsværkstedet
for området ved Skyttehusbugten tidligt i 00'erne (der hvor Bølgen
og lystbådehavnen ligger). Her var et eksempel på et projekt hvor
kommunen havde store interesse i at få forankret planen hos
borgerne. Der var også tale om et område med meget forskelligartede
interesser – Østerbo, Rødkilde Gymnasium, forskellige
søsportsklubber og erhvervsinteresser.
4)
Hvordan fordeles den politiske magt?
Den politiske magt
udfolder sig på forskellige plan. For at opnå kommunalpolitisk magt
skal man i Danmark som regel først opnå indflydelse i en lokal
partiforening, derefter blive spidskandidat/kandidat eller på anden vis gør
sig indflydelsesrig inden for den ledende del af partiforeningen.
Dernæst skal man opnå stor tilslutning ved stemmeboksene ved
kommunalvalget. Er man spidskandidat og kan man erobre både for sig
selv men også for partiet eller den opstillede liste et stort antal
personlige stemmer og mange mandater (byrådsmedlemmer) – så har
man mulighed for at erobre borgmesterposten, og det vil sige den
meste magtfulde post i kommunalpolitik. Alternativt en indflydelsesrig udvalgsformandspost.
Men først er der nogle
forhindringer der skal klares. Valgnatten skal man kunne tælle til
et flertal af byrådsmedlemmer der støtter dine borgmesterdrømme.
Hvis det kan opnås kan man begynde at forhandle som
forhandlingslederen. Det ligner meget dronningerunden når en
regering går af og en ny skal dannes. I kommunen er der bare ingen
dronning at gå til. Der er bare nogle politiske ledere der kigger
hinanden dybt i øjnene og forsøger at gennemskue hvordan de hver
især kan opnå mest indflydelse... og, man skal ikke se bort fra
det, også nogle gode personlige indtægter. (For
nogle er det meget interessant at have en indtægt fra det politiske
arbejde, for andre blot en naturlig sidegevinst, der er ingen homogen
politisk holdning til hvad en indtægt betyder. For en
levebrødspolitikere, som er afhængig af indtægten, er den meget
afgørende – det kender man dog især fra folketinget).
Konstituering
Når der først er fundet
en naturlig ”vinder” af valget kan forhandlinger om udvalgsposter
gå i gang. Dette munder ud i en såkaldt konstitueringsaftale. En
sådan aftale skal foreligge i henhold til den lov der styrer hvordan
man styrer kommuner (styrelsesloven). Det er i denne aftale, at de
politiske ledere skriver under på nogle grundlæggende aftaler om
styringen af kommunalbestyrelsen de kommende fire år, herunder hvem
der får hvilke udvalgsformandsposter. Man kan sige at det er denne
aftale som fordeler den grundlæggende politiske magt. Dog er det
klart, at de partier der har skabt grundlægget for
kontitueringsaftalen er dem der har flertallet i økonomiudvalget,
byrådet og de fleste udvalg. Magten kan fordeles enten snæver eller
bred. Ved en snæver fordeling tager flertallet alle
udvalgsformandsposter. Ved en bred fordeling får alle eller næsten
alle partier mulighed for at få formands og/eller
næstformandsposter, typiske fordelt efter den fordelingsnøgle der
anvendes ved fordeling af byrådsmandater ud fra partiernes stemmetal
ved valget – den såkaldte d'Hondt metode. Se denne fremragende og
underholdende BBC forklaring på denne matematisk fordelingmetode:
http://www.youtube.com/watch?v=6CU3F3ToIIg
Af flere grunde kan
flertalsgruppen efter valget vælge at udelukke et større eller
mindre parti fra magt. Det skete f.eks. for SF i forbindelse med det
første valg til kommunalbestyrelsen i den nye Vejle Kommune i 2005.
Venstre og socialdemokratiet valgte at lave en konstituering uden SF,
på trods af at SF blev det andet største parti i byrådet, med 8
mandater. Ligeledes har andre partier også oplevet at blive
udelukket fra at få formandsposter gennem årene. Bl.a. socialdemokraterne i 90'erne og V og K i perioden 2001-2005.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar